Der er nu ikke noget som hjemmelavede gaver, der kommer lige fra hjertet. Gaver som børnene har siddet og brugt tid på, og formodentlig hygget sig med at lave. Jeg elsker at få gaver fra børnene, det skal dog siges at efter vi mistede vores kreative dagplejemor, er det begrænset hvor mange self made gaver, der tikker ind hos mig. Men derfor kan jeg jo godt, hjælpe børnene med at glæde andre, og hvem kan ikke altid bruge en ekstra sofapude.

IMG_5242

Det skal du bruge:

  • pudebetræk
  • pude med fyld
  • tekstilmaling
  • pensel
  • strygejern
  • bagepapir

IMG_5244

Sådan gør du:

1. Først skal pudebetrækket vaskes. Sørg for at vaske det så skånsomt som muligt, der er højst sandsynlig ingen snavs, der skal vaskes af.

2. Når pudebetrækket er tørt, er I klar til at gå i gang med at male. Lige meget om der “bare” skal males på pudebetrækket, eller I skal lave aftryk, er det en rigtig god ide at ligge et stykke bagepapir inden i pudebetrækket, så malingen ikke smitter af på den anden side.

3. Skal der laves aftryk, så mal med tekstilmalingen på hånd/fod, og sæt hånd/fod forsigtigt på pudebetrækket. Når hånden/foden er hvor den skal være, skal der trykkes ned, så der bliver et tydeligt aftryk. Kom et godt lag maling på. Kommer du for lidt på, bliver aftrykket utydeligt, og du har kun et forsøg pr. aftryk. Du kan evt. lave en prøve, på et stykke stof, så du ved hvor meget maling der skal på.

4. Når aftrykket er sat, fjernes hånden/foden, og proceduren gentages for flere aftryk. Lige meget om hånden/foden skal benyttes igen, er det en god ide at vaske den fri for maling, da I ellers kan risikere at der kommer til at sidde tørre malingflager i det nye aftryk.

5. Når I er tilfredse med pudebetrækkets udtryk, skal den tørre. Jeg plejer at lade stoffet tørre natten over, men et par timer et lunt sted, kan også gøre det.

6. Det sidste skridt inden puden med fuld skal i pudebetrækket, er at den skal stryges for at fiksere malingen. Dette gør I ved at ligge et stykke bagepapir over den tørrede maling, og så stryge ved højeste temperatur i ca. 10 min. Nu skulle pudebetrækket gerne kunne holde til at blive vasket ved 40 grader.

Mangler du andre ideer til hvordan jeres tekstilmaling kan bruges, så se gerne mit indlæg om et hjemmemalede viskestykke.

Rigtig god fornøjelse.

Share