Vi havde for et dage siden d. 1 oktober, og selvom vejret den sidste uges tid har været usædvanlig godt, er ingen vidst i tvivl om at efteråret snart er her. Måske endda allerede i næste uge. Med efterår, kommer fodring at havens fugle, i hvert fald her i huset. Sidste år lavede vi vores egen fuglemad + vi hængte færdigkøbte fuglekugler ud. Ingen af delene blev spist. Hvad der var galt med de færdigkøbte fuglekugler, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Vores egne var derimod sat sammen af det forkerte fedtstof. Vi havde brugt svinefedt, og det giver fuglene bestemt ikke spise. Af skade bliver man klog, eller af ingen spist fuglemad. Derfor har vi i år, gjort det lidt anderledes. Det er en super hyggelig aktivitet, for både børn og voksne.
Det skal du bruge
Palmin
Fuglefrø
Snor
Saks
Pinde
Sav
Gryde
Skeer
Beholder til den færdige fuglemad
Lærens tyggegummi/elefantsnot
Det skal du gøre
1. Først skal du have styr på de beholdere din færdige fuglemad skal være i. Det er kun fantasien der sætter grænser. Du kan bruge bunden af en mælkekarton, en flækket og udhulet kokosnød, en lille spand, lerpotter o.s.v. Vi lavede sidste år vores i kokosnødder, men da jeg ikke kunne finde dem, måtte vi finde på noget andet. Så det blev til to små lerpotter og en gammel fin kaffetragt.
2. Den ene af vores lerpotter, havde ikke noget hul i bunden. Men det blev nemt klaret med et søm og en hammer. Bare husk at slå forsigtigt, så potten ikke revner. Efter hullet var lavet, førte vi en snor igennem, og bandt et par knuder inden i potten, så snoren ville slutte tæt, når den blev trukket tilbage.
3. Den anden af vores lerpotte, havde et ret stort hul. Vi fandt et fladt stykke pind, skar den til, så den passede til bunden af potten. Herefter førte vi et stykke snor ind igennem hullet, bandt den godt fast på pinden, og trak tilbage. Mens vi holdte snoren stram, kom vi lærens tyggegummi i hullet i bunden, så pinden kunne slutte tæt.
4. Den tredje beholder vi benyttede var en gammel kaffetragt, som vidst ikke havde set skyggen af kaffe i mindst en halv menneskealder. For at fæstne snoren i den, brugte vi en af havens små pinde. Vi kørte snoren igennem bunden på tragten, puttede pinden ned, hvor der tidligere har siddet et kaffefilter, bandt snoren på pinden og lagde pinden på tværs. I mens vi trak let i snoren, kom vi lærens tyggegummi ned i hulet. Altså i den anden ende, end der hvor pinden sad. Og så havde vi 3 beholdere klar til fuglemad.
5. Vi valgte at lave aktiviteten udenfor, for det grisser en smule. Det er også derfor børnene, blev iklædt regntøj.
6. Palminen skal nu smeltes. Her foregik det i en gryde over bål. Pas på at fedtstoffet ikke bliver for varmt. Hvis det alligevel bliver for varmt, så lad det køle lidt af, inden du tilsætter fuglefrø. Ellers ender du med friturestegte fuglefrø. Hvor meget palmin du skal bruge, afhænger jo selvfølgelig af, hvor mange beholdere du vil lave. Til vores 3 stk. brugte vi 1/3 af en pakke med 500 g.
7. Når palminen er smeltet, skal gryden tages af varmen, og fuglefrøene skal tilsættes. Start med at tilsætte en smule, så kan du nemlig se og høre om palminen er for varmt. Mængden af fuglefrø, har jeg ikke målt, da det var Elvira og Nor der tilsatte dem. Men der skal fuglefrø i indtil du har en tyk masse, hvor alt fedtstoffet er brugt op. Det tester du ved at flytte alle fuglefrøene til den ene side af gryden, og så ligge gryden lidt på skrå. Hvis der ikke flyder fedtstof fra, har fuglemaden den rigtige konsistens. 
8. Når fuglemaden skal op i din beholder, handler det om at trykke det godt sammen, så der er så lidt luft i som muligt. Husk at stram op i snoren, mens du kommer fuglemaden i, så snoren sidder korrekt.
9. Når fuglemaden er fordelt i dine beholdere, skal de i køleskabet. Jeg plejer at lade dem stå på køl i et døgns tid.
10. Nu mangler de blot at blive hængt op. Her i huset plejer vi at hænge dem, sådan at vi kan se dem inde fra huset. Det er så hyggeligt at, sidde inden for i brændeovnens skær, mens sneen daler stille udenfor, og kunne kigge ud på fuglene.
Nu glæder jeg mig helt til at det bliver boller og varm kakao vejr.


Husk at væbne dig med tålmodighed, når du har hængt dit hjemmelavede fuglemad op. Fuglene skal lige finde ud af det der er mad, og det kan godt tage lidt tid. Du skal også huske at begynder du at fodre fuglene, skal du gøre det igennem hele vinteren. Kommer der meget frost (som jeg håber på), må du også meget gerne sætte vand ud til dem.
God fornøjelse