Juletræet med sin pynt, venter på vi får begyndt…

I dag er det den 14. december, og der er nu kun 10 dage til juleaften står for døren. Har du fået lavet julepynt til juletræet, eller måske en troldgren? Her i huset, har vi været lidt i gang, og jeg synes resultatet er blevet ganske godt. Det vigtigste må bestemt være, at alle mand har hygget sig under aktiviteterne.

Vi har lavet 4 forskellige slags, i dette indlæg vil jeg beskrive 2 af dem.

IMG_5191Trylledejshjerter

Det skal du bruge:

2 dl. hvedemel
1 dl. fint salt
1 spsk. olie
ca. 1 dl. vand
Maling
Bånd

Sådan gør du:

Alle de tørre ingredienser blandes, og tilsæt så vandet lidt efter lidt. Det hele æltes godt sammen, og sættes herefter på køl, hvor det skal hvile mindst en halv time. Børnene kan sagtens selv blande og ælte, det sviner en del, men er nemt at gøre rent, når det først er tørret lidt ind.

Når dejen er færdig med at hvile, skal den rulles ud i et jævnt lag med en tykkelse på ca. 1 cm. Og så er det ellers bare frem med udstikkerne. Husk at lave et hul til båndet. Når det udformede trylledrej er færdig, kommes det på en bageplade med bagepapir.

Start med at bage stykkerne, ved 70 grader i ca. 30 minutter. Skru så op på 125 grader, og lad dem bage indtil de er færdige. De er færdige, når de er helt hårde og lyder hult når man banker på dem. Lad dem nu køle helt af, inden de skal males.

Vi har valgt at male hjerterne med meget børnevenligt vandbaseret fingermaling, da Nor kun er 1½ år. Nor har således malet på den ene side af hjerterne, og Elvira på den anden side. Vores hjerter holder måske kun i år, men med den rigtige opbevaring, kan det være at de stadig er fine næste år. Trylledejs værste fjende er nemlig fugt. For at hjælpe dem lidt på vej, kan man vælge at lakere hjerterne, med en klar lak, inden de males.

Når hjerterne er tørre, kommes der bånd i, og de er klar til brug.

IMG_5194

Julekugler

Det skal du bruge:

  • farvet papir
  • vandfarve
  • standsejern
  • limpistol/limstift
  • bånd
  • karton
  • saks
  • skalpel (lille kniv)

Sådan gør du:

1. Det første I skal have gang i er, at male med vandfarve på farvet papir. Mens det tørrer, kan i gå i gang med at lave julekuglerne.

2. Du kan sagtens selv lave en skabelon, men hvis du vil slippe for den del, er du velkommen til at sende en mail til mig (karina_lykke85@hotmail.com), så vil jeg gerne dele en pdf fil med min skabelon. Herefter skal den klippes/skæres ud af printerpapiret, og tegnes over på et stykke tykt karton, som endnu engang skal klippes/skæres ud. Du kan selvfølgelig også bruge, skabelonen på papiret, jeg synes bare den er nemmere at tegne efter, når den har skarpe kanter.

3. Når du har skabelonen, er du klar til at lave selve julekuglerne. Elvira og jeg lavede begge nogle, jeg hjalp hende dog med at tegne efter skabelonen.

4. Når malerierne med vandfarven er tørre, skal der laves små cirkler med et standsejern.

5. De skal nu limes på kuglerne, som er blevet klippet/skåret ud i det ønskede karton. Hvilket mønster de skal danne på kuglen, er helt op til en selv. Men husk at lave noget på begge sider, så det er lige meget hvordan de hænger.

6. På de julekugler jeg lavede, valgte jeg at sætte et billede i sort/hvid af børnene, på den ene side, og en stribe af cirkler på den anden side.

7. Til sidst er der kun at sætte bånd på, og så kan de komme op at hænge.

Share

Dampede bacon muslinger

Der har været meget stille her på siden. Elvira er blevet syg, og da hun ikke har kunne få hjælp i det danske sundhedsvæsen, har det taget en del tid og kræfter. Nu er hun heldigvis i behandling, og selvom vejen er lang og snørklet, tør vi endelig tro på at hun vil blive rask igen.

Så mens hun er et par timer i børnehave, vil jeg dele den mest fantastiske opskrift med jer som jeg fik lavet i går. Det var virkelig lækkert. Så elsker du bacon, er jeg sikker på at du også vil elske denne ret.

Det skal du bruge

  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 175 g bacon i tern (med så lidt fedt som muligt)
  • 3 spsk. olivenolie
  • Groft salt
  • 1,5 kg økologiske linemuslinger
  • En stor gryde (muslingerne må kun fylde halvdelen af gryden, så der er plads til at se kan åbne sig.)

Sådan gør du

1. En økologisk linemusling, kræver ikke meget arbejde, før den er klar til tilberedning. De åbne muslinger kasseres, hvis du er i tvivl, så klem muslingen et par gange imellem to fingre, hvis den lukker sig (dette går langsomt), er den stadigvæk frisk og levende. Forbliver muslingen åben, er den død og skal kasseres.

Hæld muslingerne i vasken og skyl dem i koldt rindende vand, imens du fjerner bysus. Dette er det skæg lignende der sidder på muslingen, som den bruger til at sidde fast med.

Hæld det ekstra vand fra den skål, som du har kommet de skyllede muslinger i.

2. Skær løg og hvidløg i tynde tern.

3. Kom 3 spsk. olivenolie i en stor gryde, når denne er varm, tilsæt da bacon. Der skal røres let hele tiden i gryden, for at baconen ikke brænder fast på bunden af gryden.

4. Når baconen er halvvejs i sin stegeproces (se punkt 5.), tilsættes løg og hvidløg.

5. Baconen skal svitses indtil det begynder at tage farve, det skal ikke steges sprødt.

6. Tilsæt 3 spsk. groft salt.

7. Skru helt op for varmen under gryden og vent ca. 40 sek.

8. Tilsæt muslingerne, læg låg på og ryst gryden, så du får blandet alle ingredienserne godt.

9. Ryst gryden igen, når der er gået 3 minutter.

10. Ryst gryden endnu en gang, når der igen er gået 3 minutter.

11. Når muslingerne har været i gryden i 7 minutter er de færdige. Husk at letter du grydelåget undervejs, slipper dampen ud, som skal tilberede muslingerne.

12. Muslingerne kan enten serveres med brød eller pomfritter. Husk at grave helt ned i bunden af gryden, når du tager muslingerne op, så du også får bacon med. Det er lidt grisset at spise, men det smager himmelsk.

Se også min tidligere opskrift på lækkere muslinger

Billeder kommer næste gang jeg laver retten, børnene var virkelig sultne i går, så der blev ikke tid til at fotografere.

 

Share

Nemme nybagte boller

Jeg lovede, i går på min instagram, en opskrift på nemme og hurtige bolle om alt gik vel. Og det gjorde det. De blev rigtig gode, og så passer de lige til sådan nogen som mig. En der elsker nybagte boller, men først kommer i tanke om, at de skal laves, 1 time før de skal være på bordet. Så til alle jer, der har impuls lyst til nybagte boller, kommer der her en opskrift.

2015-10-24 07.49.08

Det skal du bruge:

  • 50 g. smør
  • 3 dl. soyadrik med vanilje
  • 50 g. gær
  • 2 tsk. honning
  • 2 tsk fint salt
  • 1 ½ dl 5 korns blanding (+ lidt til drys)
  • 60 g. grahamsmel
  • 40 g. hvedeklid
  • 400 g. hvedemel
  • mælk til pensling

Sådan gør du:

1) Smelt smørret i en gryde, og tilsæt soyadrikken.

2) Mærk på væsken, der er nemlig ingen grund til at varme den mere op end højst nødvendigt. Den må maks. være “lillefingervarm”

3) Hæld væsken over i en skål, og når det har en temperatur på 37 grader, smuldrer du gæret heri, og rør til det er opløst.

4) Tilsæt honning og rør også dette ud.

5) Kom grahamsmel, 5 korns blanding, hvedeklid og salt i en skål, og bland det sammen.

6) Kom melblandingen i gærblandingen, og bland det godt sammen.

7) Tilsæt nu hvedemelet lidt af gangen. Når du ikke kan røre mere i det, hælder du dejen ud på et meldækket bord, og ælter resten af melet i. Dejen skal æltes rigtig godt igennem, når det ikke får hæve tid.

8) Form 10 boller, kom dem på en bageplade med bagepapir, pensel med mælk og drys lidt af 5 korns blandingen over.

9) Bollerne sættes i en kold ovn, og skal have ca. 20 minutter ved 225°. Hold øje med dem, da alle ovne er forskellige.

Velbekomme

 

Share

DIY Fuglemad

Vi havde for et dage siden d. 1 oktober, og selvom vejret den sidste uges tid har været usædvanlig godt, er ingen vidst i tvivl om at efteråret snart er her. Måske endda allerede i næste uge. Med efterår, kommer fodring at havens fugle, i hvert fald her i huset. Sidste år lavede vi vores egen fuglemad + vi hængte færdigkøbte fuglekugler ud. Ingen af delene blev spist. Hvad der var galt med de færdigkøbte fuglekugler, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Vores egne var derimod sat sammen af det forkerte fedtstof. Vi havde brugt svinefedt, og det giver fuglene bestemt ikke spise. Af skade bliver man klog, eller af ingen spist fuglemad. Derfor har vi i år, gjort det lidt anderledes. Det er en super hyggelig aktivitet, for både børn og voksne.

2015-09-27 14.37.24Det skal du bruge

Palmin

Fuglefrø

Snor

Saks

Pinde

Sav

Gryde

Skeer

Beholder til den færdige fuglemad

Lærens tyggegummi/elefantsnot  

Det skal du gøre

1. Først skal du have styr på de beholdere din færdige fuglemad skal være i. Det er kun fantasien der sætter grænser. Du kan bruge bunden af en mælkekarton, en flækket og udhulet kokosnød, en lille spand, lerpotter o.s.v. Vi lavede sidste år vores i kokosnødder, men da jeg ikke kunne finde dem, måtte vi finde på noget andet. Så det blev til to små lerpotter og en gammel fin kaffetragt.

2. Den ene af vores lerpotter, havde ikke noget hul i bunden. Men det blev nemt klaret med et søm og en hammer. Bare husk at slå forsigtigt, så potten ikke revner. Efter hullet var lavet, førte vi en snor igennem, og bandt et par knuder inden i potten, så snoren ville slutte tæt, når den blev trukket tilbage.

3. Den anden af vores lerpotte, havde et ret stort hul. Vi fandt et fladt stykke pind, skar den til, så den passede til bunden af potten. Herefter førte vi et stykke snor ind igennem hullet, bandt den godt fast på pinden, og trak tilbage. Mens vi holdte snoren stram, kom vi lærens tyggegummi i hullet i bunden, så pinden kunne slutte tæt.

4. Den tredje beholder vi benyttede var en gammel kaffetragt, som vidst ikke havde set skyggen af kaffe i mindst en halv menneskealder. For at fæstne snoren i den, brugte vi en af havens små pinde. Vi kørte snoren igennem bunden på tragten, puttede pinden ned, hvor der tidligere har siddet et kaffefilter, bandt snoren på pinden og lagde pinden på tværs. I mens vi trak let i snoren, kom vi lærens tyggegummi ned i hulet. Altså i den anden ende, end der hvor pinden sad. Og så havde vi 3 beholdere klar til fuglemad.

5. Vi valgte at lave aktiviteten udenfor, for det grisser en smule. Det er også derfor børnene, blev iklædt regntøj.

6. Palminen skal nu smeltes. Her foregik det i en gryde over bål. Pas på at fedtstoffet ikke bliver for varmt. Hvis det alligevel bliver for varmt, så lad det køle lidt af, inden du tilsætter fuglefrø. Ellers ender du med friturestegte fuglefrø. Hvor meget palmin du skal bruge, afhænger jo selvfølgelig af, hvor mange beholdere du vil lave. Til vores 3 stk. brugte vi 1/3 af en pakke med 500 g.

7. Når palminen er smeltet, skal gryden tages af varmen, og fuglefrøene skal tilsættes. Start med at tilsætte en smule, så kan du nemlig se og høre om palminen er for varmt. Mængden af fuglefrø, har jeg ikke målt, da det var Elvira og Nor der tilsatte dem. Men der skal fuglefrø i indtil du har en tyk masse, hvor alt fedtstoffet er brugt op. Det tester du ved at flytte alle fuglefrøene til den ene side af gryden, og så ligge gryden lidt på skrå. Hvis der ikke flyder fedtstof fra, har fuglemaden den rigtige konsistens. 2015-09-27 14.49.52-1

8. Når fuglemaden skal op i din beholder, handler det om at trykke det godt sammen, så der er så lidt luft i som muligt. Husk at stram op i snoren, mens du kommer fuglemaden i, så snoren sidder korrekt.

9. Når fuglemaden er fordelt i dine beholdere, skal de i køleskabet. Jeg plejer at lade dem stå på køl i et døgns tid.

10. Nu mangler de blot at blive hængt op. Her i huset plejer vi at hænge dem, sådan at vi kan se dem inde fra huset. Det er så hyggeligt at, sidde inden for i brændeovnens skær, mens sneen daler stille udenfor, og kunne kigge ud på fuglene.

Nu glæder jeg mig helt til at det bliver boller og varm kakao vejr.

2015-10-03 15.11.142015-10-03 15.12.29

Husk at væbne dig med tålmodighed, når du har hængt dit hjemmelavede fuglemad op. Fuglene skal lige finde ud af det der er mad, og det kan godt tage lidt tid. Du skal også huske at begynder du at fodre fuglene, skal du gøre det igennem hele vinteren. Kommer der meget frost (som jeg håber på), må du også meget gerne sætte vand ud til dem.

God fornøjelse

Share

Dampede økologiske linemuslinger med bladselleri

Jeg fik i dag en forespørgsel på en opskrift på muslinger. Bare sådan som jeg plejer at lave dem. Nu får i den alle sammen. Det bliver min første opskrift på muslinger her på bloggen, men det skulle være meget mærkeligt om det blev den sidste, når vi nu selv opdrætter linemuslinger.

Jeg elsker økologiske linemuslinger, hvis de altså er tilberedt på den rigtige måde. Lige som alt andet kød og fisk, kan man få økologiske linemuslinger til at smage forskelligt, alt afhængig af hvordan man tilbereder dem. Der er et utal af forskellige måder at tilberede dem på, her kommer blot en af dem. Det vigtigste du skal huske er at du skal bruge økologiske linemuslinger og ikke bundmuslinger. Selvom de begge er blåmuslinger, tåler de ingen sammenligning. Linemuslinger indeholder væsentlig mere kød og er 1-2 år yngre end bundmuslinger ved høst. Linemuslinger er helt fri for sand, da de hænger 1-2 meter under vandets overflade.

2015-09-29 20.41.52
Det skal du bruge:

Linemuslinger (Beregn ca. 1 kg pr. person)
1 løg
2 fed hvidløg
4 stilke bladselleri
½ økologisk citron
2 spsk. olivenolie
2 spsk. groft salt

Sådan gør du:

1. En økologisk linemusling, kræver ikke meget arbejde, før den er klar til tilberedning. De åbne muslinger kasseres, hvis du er i tvivl, så klem muslingen et par gange imellem to fingre, hvis den lukker sig (dette går langsomt), er den stadigvæk frisk og levende. Forbliver muslingen åben, er den død og skal kasseres.

Hæld muslingerne i vasken og skyl dem i koldt rindende vand, imens du fjerner bysus. Dette er det skæg lignende der sidder på muslingen, som den bruger til at sidde fast med.

Hæld det ekstra vand fra den skål, som du har kommet de skyllede muslinger i.

2. Skær løg i tynde både, og hvidløg i tynde skiver.

3. Skær bladselleri i skriver, på den korte led.

4. Vask citronen, og skær den i 6 både.

5. Kom 2 spsk. olivenolie i en stor gryde, og svits først løg og hvidløg.

6. Når disse begynder at tage farve, tilsættes bladselleri og citron samt 2 tsk. groft salt.

7. Grøntsagerne svitses med et par minutter, inden du skruer dit komfur på fuld blus.

8. Når gryden er varm, tilsættes muslingerne. Du må kun fylde gryden halvt op, så der er plads til at muslingerne kan åbne sig.

9. Når muslingerne er i gryden, lægges låget på, og gryden rystes så det hele bliver blandet.

10. Muslingerne skal have en rystetur ca. halvvejs inde i tilberedelsestiden.

11. Muslingerne skal ca. have 6-7 minutter, indtil alle har åbnet sig. Hvor lang tid man ønsker at give sine muslinger afhænger af smag og behag. Jeg er mere til de 7 min. end de 6 min.

Muslingerne kan enten serveres med pommes frites eller brød. Prøv evt. mit lækker hjemmebagte brød

Økologiske linemuslinger er nemme at gå til, smager godt, og er sunde. Har du spørgsmål til hvordan man tilbereder dem, vil jeg hjertens gerne hjælpe med svar.

Velbekomme

Share

Brombærmarmelade med chili

Jeg har en mand, der elsker stærke sager, og ost. Han er også altid været meget begejstret, når jeg har lavet brombærmarmelade. Det ryger altid længe før jordbær- og hindbær marmeladen. I år har vi for første gang haft held med en chili plante i drivhuset (den mislykkede chili plante sidste år, skyldtes at den blev glemt), og jeg har længe gået og tænkt hvad vi mon skulle bruge dem til, og jeg kom frem til: Hvorfor ikke prøve at kombinere brombær og chili. To virkelig gode komponenter, med ufattelig meget smag.

Jeg fik den lavet i går, og den smager fantastisk. Vi spiser den oven på brød med brie og mild ost. Nor er også helt vild med den, hvilket egentlig kommer lidt bag på mig, da han har meget selektive smagsløg.

Hvis du bare må smage en marmelade, der er sød, men med varme toner, får du opskriften her:

Det skal du bruge:

  • 675 g friske brombær
  • 2 chili
  • 5 dl vand
  • saft fra en ½ lime
  • 300 g sukker + 3 spsk.
  • rød melatin
  • atamon

Sådan gør du:

1. Når du har plukket brombærrene, skal disse skylles godt. Der er ofte meget snavs i.

2. Skær chilifrugterne i skrive.

3. Kom brombærrene og chili skriverne i en gryde, og tilsæt 5 dl. vand.

4. Bring gryden i kog, og skru herefter ned for varmen, så gryden simrer videre ved middelvarme. Gryden skal simre i ca. 20 min. indtil alle bær er bristet.

5. Blend grydens indhold fint, og sæt den tilbage over varmen.

6. Skum urenheder af, og tilsæt limesaften.

7. Tilsæt sukker, rør det rundt og lad det simre i ca. 5 minutter.

8. Rør 2 tsk. rød melatin ud, i 3 spsk. sukker, og tilsæt det til marmeladen, under omrøring og lad det simre i 2 min.

9. Kom marmeladen på kogte, atamonskyllede glas, og luk med det samme.

Hvis du smager på marmeladen, imens den stadig er i gryden og er meget varm, vil du opleve at den er meget stærk. Når den dagen efter er helt afkølet, og bliver spist i forbindelse med mad, vil den være aftaget en del i styrke. Så hæld det endelig ikke ud, fordi du synes den er blevet for stærk.

Jeg har et par kreative projekter på vej, bl.a. nogle knager til badeværelset, drømmehjørner til børnene og nogle kasser til Elviras kommende prinsesseværelse. Jeg har også en opskrift med røget ørred, jeg rigtig gerne vil dele med jer.

Håber i haft en god weekend, og er klar til hvad end den nye uge måtte bringe.

Share

Adventskalender DIY

Jeg ved godt, at det er rigtig tidligt at gå i gang med julepynten. Men kunne jo tro at jeg havde set forkert på kalenderen, og troede at det var december der startede på tirsdag. Men jeg er godt klar over at det er september, og at vi stadig befinder os i august.

Jeg er bare så rigtig meget glad for jul, og siden jeg har fået børn, er der nu andre i huset det betyder noget for, end bare mig. Derfor er det vigtigt for mig at det er klar til tiden, og at jeg kan være med til at (forhåbentligt) give dem nogle godt minder.  Misforstå mig nu ikke, Mark er da glad for at få adventsgaver, men knap så entusiastisk som børnene og mig.

Min bedstemor lavede i sin tid, en rigtig flot pakkekalender til mig og min bror. Sådan en stor en med et broderet billede, broderet tal og små ringe til at hænge en pakke i hver dag. Vi brugte den herhjemme under Elviras 2. jul (nummer 1. var hun alt for lille til pakkekalender), men sidste år blev vi enige om at (jeg skulle) lave en adventskalender i stedet for. Så det gjorde jeg. Bare ikke i særlig god tid. Det var lige før at den ikke nåede, at blive hænge op til første søndag i advent. Så i år skal det være anderledes. Den skal være færdig i god tid, og skal måske ligefrem op at hænge nogle dage før første søndag i advent, så børnene (og Mark) kan gå og glæde sig til den første pakke. Den er jo selvfølgelig ikke færdig endnu, og bliver det først når den er hængt op. Men derfor kan jeg jo godt dele elementerne med jer.

Skulle der nu være en af jer der blev inspireret, har i jo også god tid til at få den lavet. Det er en win win for alle, selvom vi stadig kun er i august.

Jeg vil starte med at vise jer et billede af, hvordan sidste års adventskalender tog sig ud. Det bliver efter samme princip i år. Noget alle kan lave, og ikke bliver for uoverskueligt. Derudover er jeg tilhænger af noget der kan hænges op, så det ikke skal have en plads på bordet eller reolen (for der skal jo være julepynt)
2014-11-30 15.02.00

Første element jeg har lavet til advent kalenderen anno 2015, er de figurer der skal sidde op klemmerne. Jeg har bare ikke limet dem på klemmerne endnu. Jeg har på store ispinde, som er købt i Tiger, lavet en julemand, en snemand, en engel og selvfølgelig et rensdyr.
2015-08-28 12.12.54

Min engel er måske lidt tvivlsom, men jeg synes at hun i alt sin u perfekthed, alligevel er blevet meget sød. Nu mangler jeg bare at finde ud af hvordan tallene skal laves, så vi kan holde styr på pakkerne.

Rigtig god weekend, og en lille smule, rigtig meget før jule kreaglæde 🙂

Share

Viskestykke med design af Lykkerne

Jeg synes lige i skal have et lille DIY projekt at gå på weekend på, så det hele ikke bliver saft og kage 😉 God weekend derude

Elvira har været i gang med at kreere endnu en fødselsdagsgave. Denne gang til hendes skønne onkel.

For at det ikke kun skulle være et maleri, har jeg hjulpet lidt til, da hun endnu ikke kan stave. Taget hendes alder i betragtning, synes jeg egentlig også at det er ganske okay.

Det skal du bruge:

Et viskestykke, der er blevet vasket 1 enkelt gang
Folie
Blyant
Lineal
Saks
Textil maling
Pensel

2015-07-23 15.48.00

Sådan gør du:

1. Det første du gør er at skrive den tekst, du ønsker på foliet. Jeg brugte en lineal, og lidt frihåndstegning, da det skal være tykke bogstaver. Skal der være nogle ikoner på, tegnes de også på foliet. Du skal overveje hvordan du vil have resultatet til at se ud. Enten kan du vælge at gøre som os, og sætte bogstaverne på, så der skal males omkring. Eller også kan du klippe bogstaverne ud, og sætte omridset af bogstaverne på. Så bliver selve bogstavet malet på.

2. Klip dine motiver ud, og sæt foliet på viskestykket som vist på billedet: 2015-07-23 16.04.33

3. Nu skal der bare males på viskestykket, og når det er gjort skal de ligges/hænges til tørre.

4. Når malingen er tør, skal foliet fjernes, og malingen skal stryge fikseres. Dette gøres ved at ligge viskestykket på et strygebræt, kom et stykke bagepapir oven på, og stryg nu på viskestykket ved høj varme i 10 minutter.

5. Så er den færdig og klar til at blive pakket ind.

2015-07-23 20.13.12

Share

Ribskage med ribsfromage og ribsgelé

Jeg fik i sidste uge en god ide. Vi skulle til fætter/kusine fest i weekenden, og hver gren har en kage med. Mine gode ide bestod så af, at jeg da selvfølgelig skulle have en ribskage med. Så inspireret af min hindbærkage og Frk. Jensens citronfromage, gik jeg dagen før festen i gang med at finde på en ny opskrift. Den havde bare at blive god, for tid til at bage en ny havde jeg altså ikke.

2015-08-17 14.43.17Ud af opskriften er der nok dej til en springform på 24 cm, samt en halv bradepande.

Kage

Det skal du bruge:

100 g. smeltet smør

400 g. sukker

2 æg

400 ml. sødet ribssaft Se min opskrift på ribssaft

500 g. hvedemel

3 tsk. natron

2 tsk. vanilje

Sådan gør du:

1. Tag det smeltet smør og pisk det sammen med sukkeret.

2. Tilsæt 2 æg, og pisk det sammen.

3. Hæld nu de 400 ml sødet ribssaft i, og pisk det til en ensartede masse.

4. Tilsæt 500 g. hvedemel, 3 tsk. natron og 2 tsk. vanilje, og pisk det sammen, til det ligner en almindelig kagedej.

5. Smør formen med lidt margarine, og kom et lag dej i på ca. 3,5-4 cm.

6. Kom kagen i en forvarmet ovn på 170°. Springformen skal have ca. 15 minutter, mens bradepanden skal have ca. 25 minutter.

7. Når kagerne er kølet helt af, tages de ud af deres forme, og toppen skæres af, så kagerne er flade på begge sider.

Ribsfromage

Det skal du bruge:

15 stk. husblas

10 æg

250 g. sukker

6,25 dl. piskefløde

5 dl. sødet ribssaft

Sådan gør du:

1. Læg husblasen i blød i koldt vand i ca. 10 min. Det er vigtigt at du ligger et stykke husblas, i skålen med vand af gangen.

2. Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse.

3. Klem vandet af husblassen, og smelt den over et vandbad, i en skål med 5 spsk. ribssaft.

4. Når husblassen er smeltet, tages den af vandbladet, og resten af ribssaften tilsættes i en tynd stråle, mens der røres kraftigt med en gaffel. (Det er vigtigt at ribssaften er helt afkølet)

5. Ribssaften med husblassen, tilsættes under omrøring til æggemassen.

6. Nu skal ribsfromagen have lov til at hvile, indtil husblassen begynder at stivne, og du kan trække striber i den.

7. Piskeflødes piskes til flødeskum i en skål.

8. 1/3 del af flødeskummet vendes forsigtigt rundt i æggemassen.

9. Når dette er blandet helt sammen, tilsætter du det til skålen med flødeskummet, og vender det forsigtigt rundt, til dette også er blandet helt sammen.

10. Nu skal ribsfromagen oven på kagerne. Det er en fordel af placere den runde kage, på det fad den skal serveres på, da den bliver en smule sværere at flytte til sidst. Vær opmærksom på, at hvis fadet du sætter den på ikke er helt flad, vil springformen ikke slutte tæt til dens kanter.

11. Sæt den rengjorte ring fra springformen, rundt om kagen. Sæt et stykke kageplast eller bagepapir imellem ringen og kagen. Spænd ringen ind, og hæld et lag ribsfromage på.

12. Kagen fra bradepanden kommer tilbage i dens rengjorte bradepande, og der hældes et lag ribsfromage på.

13. Film nu begge kager med vita wrap eller sæt låg på, og kom dem i køleskabet.

Ribsgele

Det skal du bruge:

2 dl. sødet ribssaft

4 stk. husblas

Sådan gør du:

1. Når ribsfromagen er stivnet, skal der ribsgele oven på den runde kage. Der kunne i princippet også godt komme oven på kagen i bradepanden, men da den skal portion anrettes, frygter jeg at gelen vil gå i stykker, eller blive flosset når der skal skæres i den, og den skal jo gerne se pæn ud, når den bliver serveret.

2. Læg husblasen i blød i koldt vand i ca. 10 min. Det er vigtigt at du ligger et stykke husblas, i skålen med vand, af gangen.

3. Klem vandet af husblassen, og smelt den over et vandbad, i en skål med 2 spsk. ribssaft.

4. Når husblassen er smeltet, tages den af vandbladet, og resten af ribssaften tilsættes i en tynd stråle, mens der røres kraftigt med en gaffel. (Det er vigtigt at ribssaften er helt afkølet)

5. Nu skal den tynde gele bare hældes oven på kagen, som herefter pakkes sammen igen og kommer i køleskabet.

Pynt

Det skal du bruge:

150 g. hakket mørk chokolade

Ribs

Blade fra ribsbusken

Flødeskum

Chokoladegitter:

Til den runde kage, lavede jeg et chokoladegitter til at ligge oven på kagen. Jeg tog et stykke bagepapir og lagde det oven på et bageunderlag, hvor jeg har mål på. Alternativ kan man inden man begynder at bage, tage sin springform og tegne en cirkel på bagepapiret. Herefter er det bare at:

1. Smelte 2/3 af chokoladen over et vandbad.

2. Når chokoladen er smeltet, tages den af vandbadet. Det resterende chokolade tilsættes og du skal nu røre det rundt indtil det hele er smeltet.

3. Kører du den ægte Mette Blomsterberg stil, laver du selvfølgelig et cornett af bagepapir. Jeg, derimod, kommer min chokolade i en lille frysepose, og klipper et lille hul i et af hjørnerne i bunden.

4. Sprøjt chokolade ud på modsatte side af bagepapiret, end der hvor du har tegnet din cirkel. Når den er tegnet med chokolade, skal der laves en masse streger inde i cirklen på kryds og tværs, så det hele bliver forbundet. Jo flere streger du laver, jo nemmere er den at få af bagepapiret uden at den knækker.

5. Når du er færdig med at tegne, skal chokoladen stivne. Til de chokoladegitter jeg lavede til mine firkantede kager, er fremgangsmåden den samme, og det er selvfølgelig smartest at have gjort klar til dem også, når chokoladen nu er smeltet. I stedet for at tegne en rund ring på bagepapiret, havde jeg her lavet linjer der angav højden. Skal de være helt ens, kan man selvfølgelig tegne præcis det mønster man gerne vil have.

Servering

Vent med at anrette, indtil kagen skal serveres.

Den runde kage:

1. Fjern ringen fra springeformen fra kagen.

2. Tag forsigtigt kageplast/bagepapir af.

3. Fjern forsigtigt bagepapiret fra chokoladegitteret, og placerer den oven på kagen. Til dette kan det være en fordel at være to, men man kan sagtens selv gøre det.

4. Placerer et par rengjorte blade fra ribsbusken, samt et par stilke med ribs på midten af kagen.

Den firkantede kage:

1. Den yderste kant skæres af, hele vejen rundt om kagen, med en meget skarp kant, så fromagen ikke bliver ødelagt. Det er nødvendigt at tørre kniven af engang imellem.

2. Skær kagen ud i firkanter i den størrelse du ønsker. Den første er lidt svær at få op, men de andre kommer ganske let.

3. Placer kagerne på et fad, eller tallerkner.

4. Kom flødeskummet i en sprøjtepose, og tilsæt en lille fin flødeskumsdut til hver kage.

5. Sæt et chokoladegitter i hver kage. Det skal forsigtigt presses ned i ribsfromagen, da flødeskummet ikke kan holde det.

6. Slut af med at komme et ribs oven på flødeskummet foran chokoladegitteret.

God arbejdslyst og velbekomme

2015-08-17 14.41.30

Jeg fik stor ros for kagen, både for dens udseende og smag. Jeg var også selv godt tilfreds, og synes at den var blevet rigtig lækker. Mon ikke det er en kage, der skal bages når ribssæsonen igen kommer, for i år er der ikke flere ribs i haven.

Hvis du mangler et kagefad at servere din flotte ribskage på, så kan du lave et selv. Se mit tidligere indlæg for inspiration

Billederne er venligst udlånt af min søster Lenette.

 

Share

Hjemmelavet ribssaft

 photo 2015-08-162012.56.23_zpspgb4amgm.jpg

Det bedste ved sommeren er næsten alle de frugter, bær og blomster der dukker frem i vores have. Jeg har fået for vane enten at lave saft eller marmelade af dem. Der er ikke noget bedre end hjemmelavet saft, det smager meget bedre end det man kan købe sig til, og så ved man hvad der er i. Jeg har ikke nogen favorit, men ribssaften er nu en af de bedre. Jeg elsker den let syrlige smag, blandet med det søde. Ribssæsonen er ved at være på sit sidste, men du kan nå det lidt endnu.

Det skal du bruge  

Ribs med stilk
Vand
Sukker
1 vanilje stang
(Atamon)

Sådan gør du

Hvor mange ribs du skal bruge, kommer an på hvor mange du orker, eller har tid til at plukke. Vi har kun en enkelt buks, så det sætter helt naturligt sine begrænsninger. Vi fik plukket 1300 g. med stilk.

1. Skyl ribsene, og læg dem i en gryde. Tilsæt vand til gryden, så det næsten dækker ribsene. Når vandet koger, skrues der ned for komfuret, og ribsene koger videre ved middel varme

2. Ribsene skal koges ca. 15 minutter, indtil alle bær er bristet. Rør en gang imellem i gryden under kogningen.

3. Grydens indhold hældes nu op i en saft si, og får lov at dryppe af 1-2 timer. Undgår at presse bærrene, for at få mere saft ud. Dette vil nemlig også presse rigtig mange urenheder med.

4. Når saften er afdryppet, hældes den over i en gryde og koges op med vanilje kornene, fra en vaniljestang. Kog også gerne de tomme stænger med.

5. Når saften koger skal der tilsættes sukker. Hvor meget der skal i, kommer an på hvilken smag du gerne vil have. Prøv dig lidt frem. Jeg plejer at bruge 300 g. pr. l. saft. Det giver en let sødlig, men alligevel frisk smag.

6. Rør sukkeren ud, og sørg for at den bliver helt opløst. Saften koges i ca. 10 minutter.

7. Jeg plejer gerne at opbevarer mine hjemmelavede safter i patentflasker, der er skoldet og skyllet med atamon. Jeg kommer også en lille smule atamon i saften. Gør du det, skal du huske at saften ikke må være over 70° når du tilsætter det. Alternativt kan du bruge en tom rengjort mælkekarton, eller isterningeposer og fryse saften ned. Uden atamon, kan saften ca. holde sig en uge i køleskabet.

Share