photo 2015-08-162012.56.23_zpspgb4amgm.jpg

Det bedste ved sommeren er næsten alle de frugter, bær og blomster der dukker frem i vores have. Jeg har fået for vane enten at lave saft eller marmelade af dem. Der er ikke noget bedre end hjemmelavet saft, det smager meget bedre end det man kan købe sig til, og så ved man hvad der er i. Jeg har ikke nogen favorit, men ribssaften er nu en af de bedre. Jeg elsker den let syrlige smag, blandet med det søde. Ribssæsonen er ved at være på sit sidste, men du kan nå det lidt endnu.

Det skal du bruge  

Ribs med stilk
Vand
Sukker
1 vanilje stang
(Atamon)

Sådan gør du

Hvor mange ribs du skal bruge, kommer an på hvor mange du orker, eller har tid til at plukke. Vi har kun en enkelt buks, så det sætter helt naturligt sine begrænsninger. Vi fik plukket 1300 g. med stilk.

1. Skyl ribsene, og læg dem i en gryde. Tilsæt vand til gryden, så det næsten dækker ribsene. Når vandet koger, skrues der ned for komfuret, og ribsene koger videre ved middel varme

2. Ribsene skal koges ca. 15 minutter, indtil alle bær er bristet. Rør en gang imellem i gryden under kogningen.

3. Grydens indhold hældes nu op i en saft si, og får lov at dryppe af 1-2 timer. Undgår at presse bærrene, for at få mere saft ud. Dette vil nemlig også presse rigtig mange urenheder med.

4. Når saften er afdryppet, hældes den over i en gryde og koges op med vanilje kornene, fra en vaniljestang. Kog også gerne de tomme stænger med.

5. Når saften koger skal der tilsættes sukker. Hvor meget der skal i, kommer an på hvilken smag du gerne vil have. Prøv dig lidt frem. Jeg plejer at bruge 300 g. pr. l. saft. Det giver en let sødlig, men alligevel frisk smag.

6. Rør sukkeren ud, og sørg for at den bliver helt opløst. Saften koges i ca. 10 minutter.

7. Jeg plejer gerne at opbevarer mine hjemmelavede safter i patentflasker, der er skoldet og skyllet med atamon. Jeg kommer også en lille smule atamon i saften. Gør du det, skal du huske at saften ikke må være over 70° når du tilsætter det. Alternativt kan du bruge en tom rengjort mælkekarton, eller isterningeposer og fryse saften ned. Uden atamon, kan saften ca. holde sig en uge i køleskabet.

Share